Background Image

Historie

Bagsværd (gl. form: Bagsuerge, Bacswerthe, som betyder formodentlig "bakke" eller "skråning med fyrretræer", var i begyndelsen et eget sogn med kirke (nævnt 1370). Kirken blev nedbrudt efter Reformationen, og materialerne anvendtes til istandsættelsen af Københavns gamle bispegård, da den omdannedes til universitetsbygning.
Efter Reformationen i 1536 blev kirkens ejendom i Bagsværd overdraget til Christian III.

1635

Bagsværd bestod af 10 gårde.

1668

Frederik 3. oprettede Frederiksdal gods, som kom til at rumme bøndergårdene i Bagsværd og de store skove i området

1670

Dronning Charlotte Amalie ejede Frederiksdal og Bagsværd. Hun effektiviserede fiskedambruget i bl.a. området ved Hulsø i Frederiksdal Storskov, og omtrent samtidig blev nuværende Nydam ved Skovalléen anlagt ved opstemning af en skovbæk.

1721

Prinsesse Sophie Hedevig lod opføre en skole i Bagsværd. Prinsessen ejede på dette tidspunkt Frederiksdal gods og dermed Bagsværd.

1744 

Christian 6. skænkede Frederiksdal gods til gehejmeråd Johan Sigismund Schulin og fik dermed ejendomsretten til Bagsværd Sø, Nydam og de øvrige damme i Bagsværd-området. Selve Bagsværd by var allerede i 1735 blevet adskilt fra Frederiksdal gods.

1770

Bagsværd var en landsby, hvor gårdene som alle andre steder i landet var placeret i midten af byen. Efter udskiftningen i 1772 skete der ikke de store forandringer, da det kun var Nybrogård og Højgård, der i første omgang flyttede væk fra landsbyfællesskabet.

1905

Udstykningen af Højgårds jorder begyndte og især i perioden fra 1916 til 1943 havde den mange ejere.

1908

Bagsværd åbnede kostskole som tilbød real- eller studentereksamen. Det første år var der 28 elever på skolen, der alle var dagelever, men i skoleåret 1909/10 kom de første tre kostelever. Bagsværd Kostskole og Gymnasium har i nutiden ca. 800 elever.

1909

Aldershvile Slot brændte og blev ikke genopført. Gladsaxe Kommune overtog ruinen og den resterende del af parken i 1927. I 1974 blev ruinen fredet. 1930 begyndte man at benytte Bagsværd Sø til ro regattaer. I 1938 fik kaproningsbanen internationale mål, og i 1962-63 anlagde man et rostadion.

1930'erne

Der blev ikke længere opført lystejendomme, men villaer i funkis- og murermesterstil, og landsbyen ændrede efterhånden karakter til en stationsby med opdelte områder til erhverv, områder med arbejderboliger og villaområder

1943

Staten overtog Højgård og bl.a. lod Røde Kors bruge den som lejr fra 1945-47 for danske statsborgere, der var flygtet fra Tyskland.

1960'erne

Der blev opført højhuse i bymidten og i Værebro.

1963

Gladsaxe Kommune købte Højgård, og i 1968 påbegyndte man en større ombygning, hvor man bl.a. fik blotlagt de smukke kampesten i murene. I dag bruges Højgård til venskabsbyaktiviteter og til såvel privat som kommunal møde- og kursusvirksomhed

1967

Den gamle jernbanestation blev overflødiggjort, da den midlertidige station ved Bindeleddet blev taget i brug.

1977

Den nye S-banestation "Bagsværd Station" åbnede.